Uanset om man ejer en fysisk butik eller webshop, kender enhver virksomhedsejer frustrationen ved, at kunderne udebliver. Hvis du har en webshop uden salg, kan det meget vel tænkes, at du har ét eller flere af følgende problemer.
Vi kender alle udtrykket ’first impressions matter’, og det gælder i høj grad også, når man shopper online. Din hjemmeside er det første, en kunde vil bedømme dig på, og hvis ikke layoutet på forsiden spiller, kan det meget vel tænkes, at du går glip af salg.
Løsning: Sørg for at tjekke billedplacering, billedstørrelse, skrifttype, skriftplacering, skriftstørrelse, placering af knapper, og alt andet visuelt, der er på din hjemmeside. Går du efter en feel-good-føling, så er bløde kanter og varme farver vejen at gå. Går du i stedet efter et minimalistisk, klinisk look, så er hårdere kanter og kolde farver det rigtige. Det skal specielt overvejes, hvad din målgruppe synes om din webshop. Ideelt set bør du derfor finde et par personer, som du mener kunne være fra din målgruppe, og bede dem om feedback på dit layout.
Hvis du er ligesom mig, synes du, at langsomme hjemmesider er noget nær det værste, der findes. Selvom der kun er tale om minimale delays, kan noget så simpelt som få sekunds forsinkelse få mig til at genoverveje, om jeg skal droppe det badeforhæng med billeder af katte i sjove kostumer på, som jeg alligevel ikke har brug for.
Løsning: Tjek loading-hastigheden på din webshop på PageSpeed Insights. Her bliver hastigheden på din hjemmeside vurderet på en score fra 0-100, og du kan se forslag til, hvordan du gør din side hurtigere. Selv hvis du allerede har en god side, anbefaler vi altid, at du komprimerer dine billeder, så de fylder så lidt som muligt og derfor gør loading-tiden mindre (på bloggen går vi altid efter, at billederne max fylder 100KB). Komprimering kan fx ske via TinyJPG.
Når man som potentiel kunde besøger din shop, er det vigtigt, at man ikke bliver i tvivl om, om det er en blog eller en webshop, man er kommet ind på. Hvis man skal scrolle ned på siden for at finde dine produkter, kan du risikere, at du går glip af ’de hurtige købere’.
Løsning: Meget simpelt – du skal bare flytte dine produkter så langt op, at man kan se dem, så snart man kommer ind på din webshop.
Jo flere gange man skal trykke ’videre’ eller vælge leverings- og betalingsmåde, jo mere løber man chancen for, at kunden bliver i tvivl og springer fra. Først når pengene er landet hos din bank, er salget i hus. Jo flere spørgsmål, muligheder og valg, en kunde bliver udsat for, jo mere forvirret bliver vedkommende, og jo mere forvirret vedkommende bliver, jo større er chancen for, at man i en blanding af frustration og uoverskuelighed enten springer købet helt over eller handler hos en konkurrent i stedet.
Løsning: Minimér antallet af ting, som kunden skal tage stilling til, minimér antallet af felter, der skal udfyldes med information og minimér antallet af gange, der skal trykkes ’videre’. Fx er Mobilepay lettere for kunden at bruge fremfor at skrive dankortinformationer ind, og hvis hele købsprocessen kan foregå på én side, så er der et bedre overblik. Simple is good.
Hvis ikke du har en fysisk butik ved siden af, som dine kunder kender, eller du i forvejen har et kendt og respekteret brand, så vil din webshop i høj grad være afhængig af, at du har effektiv markedsføring til at drive trafik til din shop. Dårlig markedsføring kan skyldes flere ting. Først og fremmest skal du vide, hvem din målgruppe er og hvor, du kan finde dem henne. Sælger du piber til ældre personer, skal du måske overveje, om Instagram og Facebook er det rigtige sted at gøre reklame. Sælger du i stedet gadgets til unge mennesker, at sociale medier nok det rigtige valg.
Løsning: Installér Facebook Pixel. Her kan du måle resultater fra annoncer, spore konverteringer og lave remarketing til dem, der besøger din side. Det giver dig et klart indtryk af, om du markedsfører til den rigtige målgruppe, og så virker Pixel både til Facebook og Instagram.
En god shop virker både på computeren og på mobilen. Taget i betragtning, at de fleste mennesker efterhånden ikke går nogen steder uden at have en smartphone med, er det potentielt mange impulskøb, du går glip af, hvis din shop ikke virker optimalt på mobilen. Næste gang du kører med offentlig transport, kan du jo tælle antallet af personer, der sidder med deres telefoner fremme – og overveje at de potentielt alle kunne være dine kunder!
Løsning: Det giver sig selv – sørg for at vælge en webshopplatform, der understøtter mobiler (det gør Meeshop fx....).
Det er ikke til at komme udenom, at der er nogle ting, der simpelthen bare ikke er efterspørgsel på, og ofte er den eneste løsning at kaste håndklædet i ringen og rykke videre til næste produkt. Fidget spinners var fx en sikker vinder for nogle år tilbage, og det samme var surfer-halskæder med små konkylier i. Men den går næppe mere.
Løsning: Det er nok lettere sagt end gjort, men sørg for ikke at blive for følelsesmæssigt investeret i din forretning, for den er nemlig kun det – en forretning. Det kræver objektive øjne og en sikker hånd, når man skal udpege det næste produkt, og hvis du tager fejl, går det ikke, at du ikke kan skaffe dig af med det, bare fordi du selv synes godt om produktet. Tjek evt. Google Trends, hvor du kan se udviklingen i søgninger på produkter på Google over de seneste perioder og sammenligne hvilke lande og byer, der har søgt mest på det.
Drømmer du om egen webshop men er endnu ikke kommet igang? Skriv til [email protected] for en uforpligtende samtale.